Privatlivspolitik
Indhold
Hvem vi er
Itematic ApS er et dansk selskab, der udvikler og driver Itembox, en platform hvor HR-konsulenthuse, testudgivere og de organisationer, de betjener, afvikler psykometriske test og spørgeskemaer.
Itematic ApS, CVR 45 27 63 92, Gullfossgade 9, 2., 2300 København S, anders@itematic.dk.
Vores rolle afhænger af situationen. For dette websted og for vores egne kundeforhold er vi dataansvarlig. For de test, der afvikles på Itembox, er vi databehandler: vi behandler personoplysninger på vegne af og efter instruks fra vores kunder – testudgivere og konsulenthuse – og de organisationer, de betjener. Hvem af dem der er dataansvarlig for en testning, afgøres af aftalen mellem dem, aldrig af Itematic. Den information, du får vist, når du åbner en test, fortæller, hvem der er ansvarlig for din.
Hvis du er inviteret til en test
Du har modtaget en e-mail fra Itembox, fordi en organisation, der bruger platformen, har tilmeldt dig en test: typisk din arbejdsgiver eller en virksomhed, du søger job hos, ofte gennem det konsulenthus eller den testudgiver, den samarbejder med. De har besluttet at teste dig, valgt testene og indtastet dit navn og din e-mailadresse. Den dataansvarlige for testningen er en af dem, og det er dens ansvar at fortælle dig, hvorfor du testes, og hvad der sker med dine resultater. Itembox viser dig dens egen information og samtykketekst, før du besvarer noget.
Hvad Itembox behandler om dig
- Dit navn, din e-mailadresse og dit foretrukne sprog, indtastet af organisationen.
- Den organisation og den test, du er tilmeldt, samt de invitationer og påmindelser, der er sendt til dig, herunder om hver besked blev leveret.
- Dine svar, når du gennemfører en test, og de resultater, der udledes af dem til organisationens fagfolk.
- Tekniske oplysninger, der er nødvendige for at afvikle testen sikkert: det adgangslink, du har fået, hvornår det er brugt, og hvor lang tid besvarelsen har taget.
E-mails vi sender
Itembox sender kun transaktionsmails: invitationer, påmindelser, adgangslinks og kontobeskeder. Vi sender hverken nyhedsbreve eller markedsføring, og vi køber, lejer eller deler ikke adresselister. Vores mails indeholder ingen sporingsbilleder og ingen kliksporing; links fører direkte til testen. Vi gemmer en kopi af hver besked i op til 90 dage, så organisationen kan se, om den nåede frem til dig; derefter slettes kopien.
Ønsker du ikke at deltage, kan du ignorere invitationen eller sige det til den organisation, der er nævnt i mailen. Mener du at have modtaget en besked ved en fejl, eller ønsker du ikke flere beskeder, så kontakt organisationen eller skriv til os på anders@itematic.dk, så hjælper vi.
Retsgrundlag og dine rettigheder
Retsgrundlaget for testningen fastlægges af den organisation, der tester dig, og det fremgår normalt af den information, du får vist, når du åbner testen. Anmodninger om indsigt i, berigtigelse, sletning eller anonymisering af dine oplysninger rettes til den organisation; Itembox giver den værktøjerne til det, herunder at anonymisere dine resultater på din anmodning. Du kan altid også skrive til os, så videresender vi din anmodning eller hjælper direkte. Se Dine rettigheder.
Hvis du bruger Itembox for din organisation
Har du en Itembox-konto som konsulent eller administrator, behandler vi dit navn, din arbejdsmail, dine loginoplysninger, din rolle og organisation samt en log over de handlinger, du foretager på platformen. Det er nødvendigt for at levere den ydelse, din organisation har aftalt, for at holde platformen sikker og for at kunne vise, hvem der har gjort hvad med testdata. Din organisation er dataansvarlig for disse oplysninger og kan bede os rette eller slette dem.
Hvis du er kunde eller forretningsforbindelse
Når en organisation bliver kunde, eller nogen kontakter os om Itembox, behandler vi de kontaktoplysninger, den korrespondance og de aftale- og faktureringsoplysninger, der er nødvendige for at svare, for at indgå og opfylde aftalen og for at overholde vores retlige forpligtelser, for eksempel bogføring (databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b, c og f). Vi bruger ikke disse oplysninger til markedsføring uden at spørge.
Hvis du besøger dette websted
Dette websted sætter ingen cookies og bruger hverken analyseværktøjer, skrifttyper eller scripts fra tredjeparter. Det hostes af GitHub, Inc. (GitHub Pages), hvis servere af sikkerhedshensyn registrerer besøgendes IP-adresser i deres logfiler, som beskrevet i GitHubs privatlivserklæring. Vi modtager eller bruger ikke disse logfiler. Retsgrundlaget er vores legitime interesse i at offentliggøre oplysninger om selskabet (artikel 6, stk. 1, litra f).
Hvor oplysningerne behandles, og hvem der hjælper os
Itembox og de personoplysninger, platformen indeholder, hostes hos en europæisk hostingleverandør i datacentre i EU. E-mails fra platformen leveres gennem en e-mailtjeneste, der behandler dem i EU. Begge er bundet af en databehandleraftale. Dette websted hostes alene af GitHub, Inc. (GitHub Pages) i USA under GitHubs standardgarantier for internationale overførsler; se Hvis du besøger dette websted.
En fuldstændig liste over vores databehandlere udleveres til vores kunder som en del af databehandleraftalen.
Personoplysninger fra test overføres ikke til lande uden for EU. Skulle det nogensinde ændre sig, opdaterer vi denne politik og etablerer først de garantier, som forordningens kapitel V kræver.
Hvor længe vi opbevarer oplysninger
- Testdata: så længe den organisation, der tester dig, har besluttet efter sine egne opbevaringsregler. Når perioden udløber, anonymiserer Itembox oplysningerne: dit navn og dine kontaktoplysninger fjernes, og dine svar kan ikke længere knyttes til dig. Organisationen – eller du gennem den – kan også få resultater anonymiseret tidligere.
- Kopier af e-mails sendt til dig: op til 90 dage efter afsendelse.
- Brugerkonti: så længe din organisation bruger Itembox; derefter slettes eller anonymiseres de.
- Kunde- og kontaktoplysninger: så længe forholdet varer, og derefter så længe bogføringsloven kræver, i dag fem år fra udgangen af regnskabsåret.
Dine rettigheder
Efter databeskyttelsesforordningen har du ret til indsigt i de personoplysninger, der behandles om dig, til at få dem berigtiget eller slettet, til at få behandlingen begrænset eller gøre indsigelse mod den og til at modtage oplysninger, du selv har givet, i et maskinlæsbart format. Bygger en behandling på samtykke, kan du til enhver tid trække det tilbage, uden at det påvirker det, der er sket inden.
For oplysninger, der behandles på Itembox, er det den organisation, der tester eller beskæftiger dig, som skal besvare din anmodning, og vi bistår den. Du er altid velkommen til at kontakte os direkte på anders@itematic.dk; vi svarer eller sender din anmodning videre uden unødigt ophold.
Du har også ret til at klage til tilsynsmyndigheden. I Danmark er det Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, www.datatilsynet.dk.
Sikkerhed
Forbindelser til Itembox og mellem platformens dele er krypterede. Adgang til personoplysninger er begrænset til de personer, der driver platformen og har brug for den til det formål, og adgangsnøgler og andre følsomme felter opbevares krypteret. Hvert adgangslink til en testtager er unikt, og platformen registrerer, hvem der har gjort hvad med testdata.
Ændringer af politikken
Vi opdaterer politikken, når platformen, vores databehandlere eller lovgivningen ændrer sig. Version og dato øverst viser, hvilken udgave du læser. Væsentlige ændringer, der berører de personer, som bruger Itembox, meddeles de organisationer, der bruger platformen.
Kontakt
- Selskab
- Itematic ApS
- CVR
- 45 27 63 92
- Adresse
- Gullfossgade 9, 2.
2300 København S - anders@itematic.dk